Hvordan jeg – som 14-årig – fik britisk statsborgerskab – en sand historie

Det var en skoleudflugt til England. For mange fra klassen var det deres første rejse til Storbritannien. Vi var stadig unge, fulde af nysgerrighed, og London var et kæmpe eventyr for os. Vores mødested under byrundturen var Trafalgar Square, et af byens mest kendte pladser. Der skulle vi altid samles igen, før vi fortsatte sammen.

Jeg var dengang 14 år gammel. På dette tidspunkt havde jeg allerede to statsborgerskaber: polsk og tysk. Som emigrant fra Polen og flygtning havde jeg fået begge dele. I Tyskland var – i hvert fald efter datidens forståelse – der kun beregnet en begrænset antal statsborgerskaber. Mere end to var usædvanligt.

Den dag stod vi i flere timer på Trafalgar Square. Turister gik overalt, busser kørte forbi, duer fløj over pladsen. Det var højt og livligt.

En klassekammerat gjorde mig pludselig opmærksom på noget.

En stor kuffert stod der – midt på pladsen – helt forladt.

Kufferten var usædvanligt stor. Næsten som en trækiste. Den virkede tung og massiv, og ingen syntes at være interesseret i den. Ingen ejer i nærheden, ingen der kiggede efter den.

1990'erne var i Storbritannien en tid, hvor terrorangreb udført af Provisional Irish Republican Army igen og igen dominerede nyhederne. Bombeadvarsler var ikke ualmindelige på det tidspunkt.

Jeg kiggede på kufferten og sagde halvt i alvor, halvt for sjov:

„Det må være en bombe.“

Min klassekammerat svarede, at kufferten virkelig ikke syntes at tilhøre nogen.

Som 13- eller 14-årige drenge tog nogle af klassen ikke sagen alvorligt. De sprang rundt om kufferten, råbte „Bombe!“ og grinede. For dem var det et spil. Et eventyr.

Dette spil skulle senere give dem dårligdom.

Inden for cirka 15 minutter var politi og sikkerhedsstyrker pludselig der. Situationen ændrede sig brat. Sirener, afspærringer, hektisk aktivitet. Myndighederne reagerede hurtigt.

Det viste sig senere, at der faktisk var flere bomber deponeret i London. I alt tre. Den ene var en nagelbomben, der eksploderede foran en homoseksuel bar. Hele byen blev sat på vagt. Gader blev spærret, områder afspærret, og sikkerhedsstyrker var overalt.

Vores klasse fik hurtigt besked om at gå til stationen. Vi nåede lige den sidste tog hjem til vores opholdssted uden for London.

Men det var ikke slut med det.

Da vi ankom til vores værtsfamilier, blev der også der sat afspærring. Politi kom ind i huset. Alle i gruppen skulle afhøres individuelt.

Jeg var den sidste.

I rummet sad flere venlige kvinder fra myndighederne. De stillede mange spørgsmål: Hvad vi havde set. Hvem der først havde bemærket kufferten. Hvem der havde sagt noget. Hvem der havde opholdt sig i nærheden.

Samtalen varede længe.

Under afhøringen opdagede de, at jeg talte engelsk markant bedre end mange af mine klassekammerater. De roste mig flere gange for mine sprogkundskaber. Kommunikation med nogle af de andre elever havde været sværere.

Jeg skulle oplyse mine personlige oplysninger og vise mit pas. Alt blev omhyggeligt noteret, og endda taget ud af huset.

Efter mange timer var alt endelig klaret. Vores værgeforældre og de andre elever fik lov til at komme tilbage i huset.

Til sidst fik jeg endda en lille gave: en pung. I den fandtes en lille notesblok, hvor jeg skulle skrive kontakter og adresser ned. Derudover fik jeg nogle penge, så jeg kunne købe souvenirs.

En af de venlige kvinder udfyldte endda notesblokken for mig – mit eget håndskrift var så uforståeligt, at hun mente, at ingen senere ville være i stand til at tyde det.

Og så var der noget særligt.

Jeg fik et provisorisk britisk ID-kort fra Det Forenede Kongerige.

Sådan kom det til, at jeg – i hvert fald efter denne oplevelse og dette dokument – pludselig kunne påstå, at jeg udover mit polske og tyske også havde et britisk statsborgerskab.

En usædvanlig historie fra min ungdom – udløst af en forladt kuffert på Trafalgar Square.