AQEorchology

Historien om en voksen

Jeg går ind i en bar. Jeg har været på baren i stratosfæren mange gange. Det er faktisk et godt sted at slappe af, få lidt øl, nogle cocktails og god mad... og de festglade turister....

En turist sagde: Hvis du tager denne pille, vil du aldrig komme tilbage...

h3h3h3h3h3 ... han havde absolut ingen idé om teknologi... hele arkivet er kendt... han er en kriminel... automatisk rapport er allerede indsendt... er du klar til arkæologi? ... bestemt ikke for sådan galskab! ... men hvordan tjener man egentlig penge der nede? Det er virkelig umuligt at handle bæredygtigt.

Dets voksnes navn var Janusz, et navn der ofte forekom i arkiverne uden at en komplet biografi nogensinde blev registreret. Han var hverken en helt eller en prædiken, men nogen, som simpelthen ikke kunne stoppe, selvom alt omkring ham allerede længe havde stået stille.

Baren han gik ind i den aften hang som et flydende skal over skyerne, indkapslet i en gennemsigtig kupol. I århundreder var stratosfæriske barer populære tilflugtssteder for dem, der søgte afstand fra det tætte liv i megastaderne. Her oppe var luften tynd men filtreret, lyset vibrerede blødere, og selv cocktailene havde et svagt glimt, som om de var gennemsyret med fotoner. For Janusz var dette sted næsten mere velkendt end hans lejlighed ned i byens gader.

Han satte sig som altid, på samme sted, en bænk nær den panoramiske vindue. Under ham glitrede jorden, skæve, overlappet med holografiske displays der forklarede til turister, hvilke ruiner der kunne ses der nede. Festglade gæster, netop flyttet ind fra de orbitale stationer, bestilte høje drinks, filmet sig selv og sang fragmenter af gamle hymner. For dem var det blot en eksotisk udflugt.

En turist, alt for ung til at forstå og alt for højlydt til at blive taget seriøst, lukkede sig ind mod ham. Han holdt op med et glitrende pille som om det var en souvenir. "Hvis du tager dette, vil du aldrig komme tilbage," sludrede han, hans grin drejede sig til et grotesk h3h3h3h3.

Janosch kiggede på ham uden udtryk. I denne verden vidste alle, at arkiverne længe siden havde indeholdt alle opskrifter, alle psykoaktive algoritmer, hver kendt molekyle. Ingen her tog seriøst i betragtning, at en enkelt kapsel kunne gøre noget nyt. Men han vidste også, at myndighederne reagerede forskelligt. Idéen om, at nogen "ukendt" spredte sig, var nok til at udløse en automatisk besked til sikkerhedsnettet. Turisten havde lige begyndt sin egen prøve uden at indse det.

"Kriminal," mumlede Janosch tørst, næsten ikke hørligt, mens han løftede sit glas. "Arkivbesked i gang." Derefter højere: "Er du klar til arkæologi? For dette… dette er bare galskab."

Han mente det. For ham var udforskningen af resterene nedenunder på Jorden—de kollapsede byer, de glaslagte marker, arkiverne fulde af uforståelige data—det eneste tilbageværende arbejde, der gav mening. Ingen religion, ingen narkotisk høj, ingen selvmordsaftale kunne fjerne denne fascination: spørgsmålet om, hvordan mennesker havde skabt og samtidig ødelagt alt dette.

En tjener stillede en ny øl foran ham. Janosch tog et slurk, kiggede ud i dybden, og undrede sig over, hvordan nogen stadig kunne tjene penge der nede. I byerne var hvert økonomisk system længe siden blevet tomt, erstattet af distribution, algoritmer, kortsigtede overlevelsesmekanismer. Bæredygtighed var et ord, der lyder som en joke heroppe i barerne.

"Handle bæredygtigt der nede?" lo Janosch bittert til sig selv. "Det er umuligt."

Derefter vendte han sig tilbage mod vinduet. Det døde land glimtede under ham, og han vidste: på et tidspunkt ville han skulle gå ned igen for at sikre beviser. Arkæologi i år 5000 var ikke længere et akademisk spil, men den sidste form for hukommelse.